Fundet i Spanien i 1994: sværdet “Excalibur” har muligvis islamiske rødder

Et "Excalibur" i Valencias gader

Da arkæologer i 1990'erne undersøgte en beskeden bybygning i den historiske kerne af Valencia, forventede de potteskår og bygningsrester. I stedet stødte de på et sværd, der stod lodret i jorden — som om nogen bevidst havde plantet det der.

Fundet skete i 1994 under udgravninger ledet af kommunens arkæologiske tjeneste og det lokale universitet. Sværdet stod vertikalt i jorden, tæt på det tidligere romerske forum, midt i et område hvor historiske lag bogstaveligt talt overlapper hinanden.

Den spektakulære position — stikkende direkte op af jorden — gav hurtigt våbnet tilnavnet "Excalibur" efter kong Arthurs legendariske sværd. Alligevel viste historien bag denne version af Excalibur sig at være alt andet end keltisk eller britisk.

I årtier forblev dateringen usikker. Genstanden forsvandt ind i magasinerne hos tjenesten SIAM i Valencia, sammen med tusindvis af andre artefakter. Det var først da institutionen ville bruge sit 75-års jubilæum til at gennemgå samlingen, at sværdet atter endte på arbejdsbordet.

Den nye analyse viser: dette er ikke et kristent riddersværd, men et våben fra en overvejende islamisk kontekst, midt i Al-Andalus.

Ny analyse, ny fortælling

Arkæolog José Miguel Osuna tog våbnet under grundig behandling igen. Ved hjælp af moderne teknikker som spektroskopi og metallurgisk analyse — kombineret med en omhyggelig undersøgelse af formen — kunne han indsnævre dateringen til det 10. århundrede.

I den periode var Valencia en del af Al-Andalus, det islamiske rige der omfattede store dele af den iberiske halvø. Kombinationen af metal, smedningsmetode og dekoration pegede klart i retning af et islamisk værksted, sandsynligvis under de umajjadiske herskere.

Hvordan genkender man et islamisk sværd?

• En relativt kort længde (her cirka 45 cm)
• En let buet klinge, velegnet til brug til hest
• Et håndtag dekoreret med bronzeplader i stedet for tunge korsformede parérstænger
• Fremstillingsteknikker der passer til den kalifale periode i Al-Andalus

Den profil passer dårligt til de rette, tunge sværd fra senmiddelalderlige kristne riddere — men til gengæld meget godt til våben brugt af ryttere, der udførte hurtige angreb og trak sig hurtigt tilbage igen.

Klingens lette krumning antyder kavaleribrug: skærende bevægelser fra en galopperende hest frem for frontale stød.

Et usædvanligt velbevareret våben

Arkæologer understreger, hvor bemærkelsesværdig metallets tilstand er. Jorden i og omkring Valencia er sur og normalt fjendtlig over for jern. Mange metalgenstande fra de samme lag dukker op som korroderede klumper, der næppe er genkendelige.

Dette sværd ser ud til at have undgået den skæbne. Det kan pege på et særligt gunstigt mikromiljø i jorden — eller på en bevidst "begravelse", hvor våbnet blev efterladt på et beskyttet sted. En rituel gestus kan ikke udelukkes, selvom det stadig er spekulativt.

Sammenligningsgrundlaget er sparsomt. Ifølge SIAMs analyse er dette det første eksemplar af denne type, der er fundet i Valencia fra den islamiske periode. Det eneste velsammenlignelige sværd er fundet i Medina Azahara — den berømte kalifale by, som kalif Abd al-Rahman III lod opføre nær Córdoba.

Valencia som krydsningspunkt for riger

Fundstedets kontekst gør historien endnu rigere. Kvarteret lå tæt på det gamle romerske forum, der i århundreder var byens administrative hjerte. Siden benyttede vestgoterne området, og i den islamiske periode voksede Valencia til et livligt bycenter med egen moské, badeanstalter og håndværkskvarter.

I ét og samme jordprofil mødes rester af romerske mure, vestgotiske elementer og islamiske strukturer. Sværdet lå bogstaveligt talt i det lagdelte fortid — som et tavst vidne om magtskiftene i byen.

Al-Andalus indgraveret i stålet

For at forstå vægten af dette fund er det nyttigt at se nærmere på Al-Andalus' rolle i det 10. århundrede. Córdoba-kalifatet blev dengang betragtet som et af Europas mest dynamiske områder, med travle handelsruter, avancerede irrigationssystemer og blomstrende vidensproduktion.

Byer som Córdoba, Toledo og siden også Valencia fungerede som knudepunkter, hvor arabiske, berbiske, kristne og jødiske samfund levede side om side. Det resulterede i en blanding inden for sprog, arkitektur, videnskab — og også militærteknologi.

Sværd som det fra Valencia viser, hvordan ideer om krigsførelse, metalforarbejdning og mobilitet spredte sig langs handelsruter mellem Nordafrika, Mellemøsten og Middelhavskysten.

De berømte intellektuelle Averroës og Maimonides arbejdede i Córdoba i et klima, hvor tekster blev oversat, kommentarer skrevet, og hvor matematik, medicin og filosofi mødtes. Den samme verden producerede våben til hære, der vogtede grænser, bekæmpede rivaliserende taifa-kongedømmer og indgik lejlighedsvise alliancer med kristne fyrster i nord.

Valencia under islamisk styre

For Valencia betød den islamiske periode en stærk orientering mod Middelhavet. Skibe sejlede mellem havnen og nordafrikanske kyster, og varer samt mennesker cirkulerede i begge retninger. Keramik, tekstiler, metalgenstande og heste skiftede hænder — sammen med militær viden.

Ifølge lokale myndigheder hjælper sværdet med at gøre dette billede håndgribeligt. Det viser en by, der ikke lå i udkanten af Europa, men i et maritimt netværk, der strakte sig dybt ind i den islamiske verden.

Hvorfor dette sværd er mere end en kuriositet

Tilnavnet "Excalibur" giver fundet medieværdi, men den egentlige betydning ligger i bruddet med sejlivede klichéer om middelalderen på den iberiske halvø. Billedet af et skarpt adskilt kristent nord og islamisk syd er efterhånden ved at være forældet.

Dette sværd minder os om, at våben, teknikker og stilarter ofte rejste på tværs af grænser. En kristen lejesoldat kunne kæmpe med et islamisk sværd, en muslimsk soldat kunne bære europæisk udstyr. Den materielle kultur var langt mindre strengt opdelt, end mange lærebøger antyder.

Fundet af Valencias "Excalibur" understreger, hvordan arkæologi opbløder fastgroede historiske skel og afslører en mere sammensat fortid.

Hvad dette fund fortæller om arkæologi i dag

Historien illustrerer også, hvor markant arkæologien har forandret sig. I 1990'erne kunne man kun placere sværdet overordnet. Nu gør nye analyseteknikker det muligt at bestemme kemisk sammensætning, smedningsmetode og metallets oprindelse med langt større præcision.

Dermed vokser en database af våben og genstande fra forskellige regioner. Ved at sammenligne dem kan forskere rekonstruere håndværkeres ruter, handelskontakter eller endda migrationsmønstre for håndværkerfamilier. Et enkelt sværd bliver således et datapunkt i et langt større mønster.

For den, der vil dykke dybere ned i Al-Andalus, tilbyder denne sag et godt udgangspunkt. Begreber som "den kalifale periode", "taifa-kongedømmer" og "Reconquista" får mere substans, når man kobler dem til konkrete genstande som dette våben. Et besøg på museer med samlinger fra islamisk Spanien eller en byvandring langs stadig synlige rester af islamiske mure i spanske byer gør denne historie umiddelbart håndgribelig.

Fundet minder os endelig om en aktuel lære: kulturelle påvirkninger løber sjældent i én retning. Ligesom dette sværd bærer islamiske kendetegn i en by med romerske og kristne lag, blander teknologi, stilarter og ideer sig også i dag. Al-Andalus' fortid tilbyder dermed et uventet spejl for nutidens debatter om identitet, sammenblanding og grænser i Europa.