Hvad det ifølge psykologien betyder, når nogen konstant kun taler om sig selv

Mere end en harmløs vane

Vi kender alle den kollega, ven eller det familiemedlem, der altid styrer samtalen tilbage til sig selv. Det kan virke morsomt i starten, men efterhånden bliver det udmattende – og ind imellem direkte sårende. Ifølge moderne psykologi afslører denne vane langt mere end blot en dominerende personlighed: den hænger tæt sammen med usikkerhed, tilknytningsmønstre, opdragelse og endda vores digitale adfærd.

Psykologer betragte samtaler som et spejl. Den måde, en person kommunikerer på, afspejler både hans selvopfattelse og hans syn på andre. Den der systematisk drejer samtalen mod sig selv, følger sjældent et tilfældigt mønster – det er nærmere et automatisk script, der gentager sig ved arbejdsmøder, middagsbordet og i chatbeskeder.

Tilbøjeligheden til at trække enhver samtale tilbage til sig selv kommer næsten altid fra en underliggende psykologisk mekanisme – sjældent fra ren tilfældighed.

Det interessante er, at personen selv sjældent opdager det. For ham føles det som at "dele det, der fylder i ham", mens omgivelserne oplever en ren monolog. Den forskel i oplevelse kan lægge et alvorligt pres på relationer, særligt når andre begynder at føle sig usynlige eller ignorerede.

Kommunikationsforskning viser desuden, at folk der bruger mange "jeg"-ord, opfattes anderledes af omgivelserne. De fremstår mere dominerende, mindre lyttende og mindre troværdige – selv når det de siger faktisk er interessant. Formen farver altså, hvordan budskabet modtages.

Hvad fortæller det om personligheden?

Jagten på bekræftelse

Flere psykologiske modeller peger på, at det at tale meget om sig selv ofte bunder i et behov for bekræftelse. Den der konstant fremhæver egne præstationer, oplevelser og meninger, tester reelt den andens reaktion: "Ser du, hvad jeg kan? Synes du, jeg er noget værd?"

• Folk med en skrøbelig selvfølelse søger hyppigere ekstern godkendelse.
• De fortæller meget om deres succeser for kortvarigt at løfte selvværdet.
• Negative reaktioner rammer dem ekstra hårdt, fordi de internt har et svagt sikkerhedsnet.

Denne hunger efter bekræftelse kan vise sig som subtil selvros, men også som en strøm af klager og modgang. I begge tilfælde bliver samtalen en scene, hvor det centrale spørgsmål er: "Er jeg god nok i dine øjne?"

Selvros som nødløsning

Når nogen har fået for lidt anerkendelse for deres indsats – derhjemme, i skolen eller på arbejdet – kan selvhævdelse blive en slags nødløsning. Ved hyppigt og udførligt at fortælle om sine succeser forsøger personen at kompensere for den manglende eksterne anerkendelse.

Selvros lyder narcissistisk, men skjuler ofte en lang historie med overset indsats og afviste bestræbelser.

Det mønster kan udvikle sig på to måder. Hos nogle vokser der et oppustet selvbillede frem, der efterlader lidt plads til kritik. Hos andre syder en dyb tvivl stadig under overfladen, og de forsøger at dæmpe den ved at tale endnu mere om egne præstationer.

Narcissistiske træk og mangel på empati

Psykologer skelner mellem en egentlig narcissistisk personlighedsforstyrrelse og lettere narcissistiske træk. Ikke alle der taler meget om sig selv er klinisk narcissister. Men en stærkt egocentreret samtalestil kan hænge sammen med følgende egenskaber:

• Besvær med at sætte sig i andres sted.
• Ringe interesse for den andens følelser eller historier.
• En tendens til hurtigt at opleve kritik som et personligt angreb.
• Overbevisningen om, at egne oplevelser er mere relevante end andres.

For samtalepartneren føles det ofte som at tale mod en mur. Spørgsmål kastes hurtigt tilbage, og den andens personlige begivenheder overskrives af "endnu værre" eller "endnu mere bemærkelsesværdige" historier fra den, der har ordet.

Dybere årsager ifølge psykologien

Usikkerhed, angst og gamle sår

Bag facaden hos nogen der uophørligt taler om sig selv, gemmer sig sjældent overdreven selvtillid – derimod ofte indre spænding. Forskere forbinder denne adfærd regelmæssigt med følgende faktorer:

Den der frygter afvisning, kan begynde at overkompensere: blive ved med at tale, undgå pauser og konstant trække emnerne ind på eget territorium. Derved opretholder han kontrollen, men mister samtidig den ægte forbindelse med den anden.

Opdragelsens og rollemodellernes betydning

Kommunikationsstile opstår sjældent ud af ingenting. I mange familier er der én dominerende fortæller ved bordet, mens andre næsten aldrig får taletid. Et barn der ser det år efter år, lærer ubevidst, at det at tale svarer til at tage plads, og at det at lytte har mindre værdi.

Kultur spiller også en rolle. I præstationsorienterede miljøer – hvor succeshistorier belønnes – opstår der lettere en konkurrencepræget fortælleform: den der taler højest og mest imponerende om sig selv, får opmærksomheden. Senere sniger den tone sig ubesværet ind i private samtaler.

Hvad betyder det for relationer og arbejdsliv?

Forbindelser der tilstoppes

Når nogen strukturelt trækker samtalen mod sig selv, trækker andre sig langsomt. Venner ringer sjældnere. Kolleger foretrækker at samarbejde uden den pågældende person. Partnere holder op med at dele personlige ting, fordi der alligevel aldrig kommer en ægte reaktion.

Relationer dør sjældent fra den ene dag til den anden. De slides ned af hundredvis af små øjeblikke, hvor én stemme overdøver alle andre.

På arbejdspladsen skaber denne samtalestil gnidninger i teams. Medarbejdere føler sig ikke hørt, idéer forsvinder under lange monologer, og møder trækker ud. Ledere opdager det ofte sent, fordi den pågældende person typisk kommunikerer særdeles charmerende og resultatorienteret, når det gælder dem.

Digital kommunikation som forstærker

Sociale medier opfordrer til en form for "jeg-kommunikation": opslag, stories og likes centreret om eget liv. For mange forskydes det mønster næsten umærkeligt over i offline samtaler. Den der er vant til konstant at fremvise sig selv, har sværere ved at lytte rigtigt i den fysiske verden.

Forskning i smartphonebrug viser, at folk der bruger meget tid på selvpræsentation online, oftere har tendens til at dominere samtaler offline. Grænsen mellem at profilere sig og at dele noget ægte viskes ud.

Hvordan håndterer du en sådan person?

Sæt grænser uden konfrontation

Den der regelmæssigt sidder over for en "jeg, jeg, jeg"-taler, har fuld ret til at sætte grænser. Det kan gøres overraskende blidt, for eksempel ved at:

• stille målrettede spørgsmål: "Må jeg dele min side af historien?"
• markere tid: "Vi har ti minutter tilbage – jeg vil også gerne fortælle dig noget."
• lade pauser stå, så personen mærker, at der er plads til den anden.

Ind imellem hjælper det at tale åbent uden for selve samtalen: "Jeg bemærker, at jeg sjældent kommer til orde, når vi taler, og det er svært for mig." Det kræver mod, men kan blive det første spejl for nogen, der ikke er bevidst om sit mønster.

Genkend signalerne i dig selv

Den anden side er mindst lige så interessant. Genkender du noget af denne adfærd i dig selv, er det en mulighed for at justere din samtalestil. Nogle konkrete tegn at være opmærksom på:

• Du går ofte hjem med fornemmelsen: "Ingen spurgte mig noget som helst."
• Venner reagerer kortere eller mere distanceret end tidligere.
• Du bliver rastløs, når andre taler i lang tid.
• Du afbryder ofte for at give et eget eksempel.

Psykologer anbefaler at øve sig i aktivt at stille ekstra spørgsmål under samtaler, opsummere det den anden siger og afholde sig fra straks at komme med en egen historie. Det føles kunstigt i begyndelsen, men nedbryder gradvist en dybt indgroet automatreaktion.

Fra empatitræning til selvindsigt

Mange terapeuter arbejder med enkle øvelser for at styrke empatien. En klassiker er "70/30-reglen": bevidst at sigte efter at tale maksimalt tredive procent af tiden og lytte de resterende halvfjerds. Det lykkes naturligvis ikke altid, men det giver et konkret pejlemærke.

En anden tilgang er selfrefleksion via en dagbog eller stemmeoptagelser. Ved efter en social situation at notere, hvem der talte hvor meget, bliver mønsteret synligt. Først da opstår der rum til at eksperimentere: stille ét ekstra spørgsmål, forkorte en anekdote, lade en pause hænge i luften.

For dem der genkender en stærk frygt for afvisning, kan kortere former for psykoterapi eller coaching være en hjælp. Her ser man ikke kun på selve talestilen, men på den underliggende overbevisning: "Hvis jeg ikke er interessant nok, mister jeg den anden." Når den tanke mister sin kraft, falder trangen til at lade alt kredse om egen fortælling som regel af sig selv.