Universitet fjerner klassisk litteratur til fordel for ‘tryggere’ pensum: beskyttelse eller kulturel ødelæggelse?

Et pensum i forandring

På skærmen foran klassen dukker en liste op over forfattere, der forsvinder fra undervisningen: Shakespeare, Homer, Dante, Multatuli. Nogle studerende letter lettede på skuldrene, andre ser forvirrede ud. Underviseren forklarer, at universitetet ønsker at tilbyde "tryggere og mere inkluderende" litteratur. Færre koloniale perspektiver, mindre sexisme, færre voldsomme scener. Bagerst i lokalet ruller nogen lydløst med øjnene.

Bagefter på gangen eksploderer diskussionen. En danskstuderende brokker sig over, at han "bare vil læse klassikerne", mens en kulturstuderendes ansigt lysner — hun er lettet over ikke at skulle kæmpe sig igennem endnu et racistisk mesterværk fra det 19. århundrede. Mellem skabsrækkerne hænger et spørgsmål i luften, som ingen rigtigt siger højt, men som alle lader til at tænke.

Hvad mister vi egentlig, når vi fjerner de gamle bøger — og hvad vinder vi reelt?

Beskyttelse eller kulturel ødelæggelse?

På flere universiteter, fra Amsterdam til Utrecht og videre, betragtes klassisk litteratur ikke længere som det selvfølgelige omdrejningspunkt i studieordningerne. Studienævn skærer i eller nedprioriterer omfangsrige kanonlister. I stedet kommer moderne romaner, postkoloniale stemmer, young adult og spoken word. Ordet "trygt" dukker påfaldende hyppigt op i notater og politikpapirer.

Tilhængere argumenterer: vi vil ikke tvinge studerende igennem tekster, hvor sexisme, racisme eller kolonial logik præsenteres uden kontekst. De ønsker at tage udgangspunkt i nutidens erfaringer. Kritikere hører noget andet i den "tryghed": en snigende kulturel ødelæggelse, hvor ubehaget masseres væk. Som om litteraturens formål primært er at undgå at såre nogen — frem for at konfrontere os med det, der gnaver.

Netop dette sammenstød af logikker gør debatten så eksplosiv — og så menneskelig.

En international debat med lokale rødder

I England blusede en lignende diskussion op for år tilbage, da studerende ved et londensk universitet ønskede at "decentrere" Platon, Descartes og Kant i filosofikanonen. I USA opstod en storm omkring "trigger warnings" ved Ovids Metamorfoser. Tættere på hjemme annoncerede en nederlandsk uddannelse, at den drastisk ville reducere antallet af obligatoriske "gamle, hvide mænd" og erstatte dem med queer- og ikke-vestlig litteratur.

For en del studerende er det en befrielse. Endelig karakterer, de kan spejle sig i, historier der hænger sammen med deres hverdag og en oplevelse af ikke at skulle kæmpe sig igennem et fremmed, fjendtligt univers. For litteraturundervisere føles det til gengæld ofte som en amputation. De kender lagene, ironien og den historiske kontekst. De ved, at en tekst, som i dag fremstår problematisk, i sin tid godt kunne have været en form for oprør.

Mellem disse to verdener gaber en kløft, der sjældent rigtig bliver brolagt på et curriculummøde.

Hvad er universitetet egentlig til for?

Under al støjen gemmer sig et grundlæggende spørgsmål: hvad er uddannelse for? Er universitetet primært et sted, der beskytter sårbarhed og tilbyder positiv repræsentation? Eller er det snarere et laboratorium, hvor man konfronteres med ideer og sprog, der går imod én — så man lærer at tænke, analysere og modargumentere?

Den, der fjerner klassisk litteratur, distancerer sig også fra en fælles kulturel referenceramme. Ingen Dante betyder også: ingen genkendelse, når en instruktør subtilt refererer til ham. At springe Vondel over betyder ligeledes: ikke at mærke en del af det nederlandske sprogs historie indefra. Det betyder ikke, at kanonen er hellig. Men enhver fjernelse har en reel pris, der rækker langt ud over et par titler færre på læselisten.

Ingen læser frivilligt fire tykke romaner fra det 19. århundrede fra ende til anden hvert semester. Men netop det ubehag — at arbejde sig gennem klæbrige sætninger og tyde arkaiske billeder — træner en muskel i hjernen, som "komfortable" tekster sjældent aktiverer på samme måde.

Sådan underviser du i klassikere på en måde, der er både tryg og skarp

Et universitet behøver ikke vælge mellem ren tryghed og ren råhed. Der findes måder at bevare klassisk litteratur på uden at kaste de studerende i det dybe vand. En enkel teknik er den såkaldte "dobbelte linse": hver klassisk tekst læses altid side om side med en nutidig modröst. Shakespeare parret med en moderne feministisk genfortolkning. Multatuli ved siden af en indonesisk forfatter, der svarer igen.

Undervisere, der arbejder på den måde, oplever, at konflikterne i klassen bliver produktive. Studerende føler sig ikke tvunget til at tilbede et værks "storhed". De må gerne sætte ord på irritation, påpege racisme og dissekere sexisme. Samtidig lærer de at forstå, hvorfor en tekst i sin tid var banebrydende. Samtalen skifter fra: "Skal vi overhovedet læse dette?" til: "Hvordan læser vi dette, så det siger os noget i dag?"

Det kræver dog noget, som ikke alle uddannelser har lyst til at investere i: tid, forberedelse og mod.

Praktiske skridt der virker

Et praktisk skridt er at blive mere selektiv. Færre titler, men dybere læsning. Ikke fire romaner halvt igennem, men én tekst ordentligt dissekeret med plads til følelsesmæssig reaktion. Bed de studerende indledningsvis om at identificere: hvilke passager rammer dig? Lad dem notere det på en post-it eller i et anonymt dokument. Placer derefter disse fragmenter i centrum af diskussionen — med historisk kontekst og nutidig kritik.

Dermed opstår en fælles læseoplevelse frem for en moralsk prøve, man kan bestå eller dumpe.

En faldgrube er, at uddannelser krampagtig begynder at skære titler væk uden at ændre noget ved arbejdsformen. Så bliver listen måske "tryggere", men oplevelsen forbliver overfladisk. En anden fejl: at afvise studerende som "for skrøbelige", når de sætter ord på deres ubehag. Det er ikke blot nedladende — det misser også kernen. Deres ubehag er præcis det råmateriale, litteraturen kan arbejde med.

Undervisere, der tør åbne samtalen, oplever, at stemningen vender. En studerende kan sige: "Denne karakter vækker afsky i mig", og en anden: "Netop derfor forstår jeg noget om den tid." Ud af det spændingsfelt opstår ofte den mest levende diskussion. Ikke ved at polere teksten, men ved at lægge den frem i fuldt dagslys.

"At beskytte er ikke det samme som at afskærme," siger en professor i moderne litteratur. "Man kan ruste de studerende med kontekst, sprog og kritiske redskaber. Det, der bekymrer mig, er et curriculum, der erstatter vanskelighed med genkendelse. Så mister vi præcis det, universitetet er stærkt til: at øve sig i friktion."

Det hjælper i disse spændte diskussioner at tage følelserne lige så alvorligt som argumenterne. Ingen ironisk øjenrullen, ingen hurtig etiket som "woke" eller "konservativ". Mange studerende befinder sig et sted midt imellem og søger efter ord. Universiteter, der anerkender det, får rigere samtaler — ikke blødere.

• Brug trigger-advarsler som invitation til samtale — ikke som et rødt stopskilt.
• Kobl hver klassisk tekst til mindst én nutidig modröst.
• Giv plads til personlig reaktion inden den analytiske gennemgang.
• Uddann undervisere i at lede samtaler om følsomme emner.
• Vær transparent om, hvorfor en tekst forbliver på listen — uden at helligkåre den.

Dermed bliver spørgsmålet ikke: "Er denne tekst tryg?", men: "Hvordan gør vi denne læseoplevelse både bæredygtig og skarp for dem, der sidder i lokalet i dag?"

Hvad sker der, hvis vi ikke længere deler fælles fortællinger?

Den, der gennemgår videregående uddannelse nu, mærker det måske ikke umiddelbart — men om ti eller tyve år kan der meget vel vise sig en stille brudlinje. En generation af akademikere, journalister, lærere og beslutningstagere, der næsten ikke kender klassisk litteratur indefra. Ingen følelsesmæssig forbindelse til datidens sprog, blot andenhånds meninger om det.

Det er ikke nødvendigvis en katastrofe — kulturen forandrer sig altid. Alligevel rammer det noget dybere. Klassiske værker fungerer, uanset hvor problematiske de til tider er, som en slags fælles rygsæk. Ikke fordi alle skal beundre dem, men fordi de udgør en fælles reference. Når den rygsæk tømmes, bliver samtalen om, hvem "vi" er som samfund, endnu mere uforudsigelig. Det, der tilbage som fælles fundament, er primært kommercielle masseproduktioner.

Måske er den virkelige udfordring ikke: fjerne eller bevare. Men: tør vi sætte os ned og sætte vores kanon sammen på ny — med konflikt og tvivl som en del af processen?

En kanon under forhandling

Forestil dig et studienævn bestående ikke blot af professorer og administratorer, men også af studerende med vidt forskellige baggrunde. Og forestil dig, at de ikke starter med lister over, hvad "der skal væk", men med spørgsmålet: hvilke tekster er så formende — positivt eller negativt — at de nærmest skal gennemgås i fællesskab? Det kan være bibelhistorier, men også Toni Morrison, en surinamsk digtsamling, en indonesisk dagbog eller raptekster.

Det indebærer uundgåeligt uenighed. En tekst, der er hellig for én, er et åbent sår for en anden. En roman, der føles frigørende for nogen, bekræfter stereotyper for andre. Hvis et universitet kan rumme den spænding, opstår der måske en ny form for kanon: ikke som en marmorsøjle, men som et levende, forhandleligt landskab.

Spørgsmålet "beskyttelse eller kulturel ødelæggelse?" bliver da mindre sort-hvidt. At beskytte kan også betyde: at ruste de studerende til at genkende giftige elementer i tekster — uden at smide hele fortiden i skraldespanden. Og kulturel ødelæggelse er ikke kun at slette gamle navne, men også at nægte at optage nye stemmer seriøst i den samme kanon.

Den, der sammensætter undervisning i dag, spiller med i et langsigtet spil. Hvilken samtale om menneskelighed, magt, kærlighed, vold, skyld og tilgivelse ønsker vi at give de næste generationer? Og hvor meget ubehag er vi villige til at acceptere for at nå dertil?

Ofte stillede spørgsmål

• Hvorfor fjerner universiteter klassisk litteratur? Oftest af hensyn til studerende, der støder på racistiske, sexistiske eller voldelige passager — og ud fra et ønske om at gøre pensum mere inkluderende og tidssvarende.
• Forsvinder klassikerne fuldstændigt? Normalt ikke. De forkortes, gøres valgfrie eller læses i tematiske fag side om side med nutidige modröster, men deres dominerende position svækkes.
• Er det nødvendigvis dårligt for uddannelseskvaliteten? Ikke automatisk. Det afhænger af, hvad der sættes i stedet, og hvor grundigt der læses og diskuteres. Sløset fjernelse kan dog føre til en reel forarmelse.
• Hvordan kan studerende selv håndtere "problematiske" tekster? Ved at sætte ord på ubehaget, søge kontekst, læse sekundær litteratur og gå i dialog med underviserne — frem for blot at afvise teksten eller sluge den råt.
• Hvem bestemmer i sidste ende over sådanne curriculumændringer? Typisk en kombination af uddannelsesledelse, eksamensudvalg og faggrupper — nogle gange med studerendes medindflydelse via råd og udvalg.